Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Fishing Zealand har gennem årene været genstand for en del debat blandt de sjællandske lystfiskere, og flere formænd for de sjællandske foreninger deler ikke DSF´s entusiasme for FZ anno 2017. I forbindelse med vores artikel om Fishing Zealand i oktober-udgaven af Fisk & Fri, har vi derfor stillet en række kritiske spørgsmål til Paul Debois fra FZ og Verner W. Hansen, formand for DSF. Spørgsmål og svar vil blive bragt dagligt den næste uges tid – og du får det første af spørgsmålene her:

Af: Jens Burselll

Læs baggrundsartiklen i sin helhed HER

Fisk & Fri: FZ er ifølge nogle klubber ikke det projekt, der oprindeligt blev efterspurgt fra nogle af de sjællandske foreninger. Havørred Sjælland, som det hed i starten, var tænkt som et projekt med hovedfokus på vand- og fiskepleje, men i dag går hovedparten af FZ-pengene til andre formål – bl.a. turist-PR. – I den nye lystfiskerstrategi fra DSF hedder det, at ”Udviklingen og forvaltningen af lystfiskeriet – herunder også udvikling af lystfiskerturisme – skal foregå i et tæt samspil med de lokale lyst- og sportsfiskerforeninger – og deres mange frivillige ildsjæle”:

1) Er det OK, at FZ har taget en drejning, der er så markant forskellig fra udgangspunktet – uden at sikre sig opbakning fra de foreninger, der var med til at starte projektet?

2) Hos Havørred Fyn, der har været en stor succes – har man brugt hovedparten af pengene på bestandspleje og en mindre procentdel på markedsføring. Hvis det kan lade sig gøre på Fyn, hvorfor har FZ så ikke taget udgangspunkt i denne model på Sjælland? Er det godt købmandskab at sælge varerne, før de er på hylderne?

Det er simpelthen ikke rigtigt, at FZ har taget en drejning, der er markant forskellig fra udgangspunktet, svarer de. – Det er et udviklingsprojekt, som naturligvis har udviklet sig og gør det fortsat. Men det har stadigvæk det samme hovedfokus, som det har haft lige fra starten af,  nemlig at skabe et bedre grundlag for det sjællandske lystfiskeri gennem styrkelse af foreningernes og lystfiskernes frivillige arbejde med vand- og fiskepleje, samt forbedringer af naturgrundlaget for store vilde fiskebestande – ikke mindst i form af vandløbsforbedringer og gennem bæredygtig forvaltning af fiskebestandene.

Når projektet således tidligt i processen ændrede navn fra Havørred Sjælland til FZ, så handlede det altså ikke om en ændring af grundlaget for projektet, men om at det fik et bredere fokus, så FZ nu ikke alene har fokus på forvaltningen af havørredbestandene og -fiskeriet, men også på andre fiskebestande og former for lystfiskeri – fx brakvandsrovfisk samt en række marine arter, der rummer et stort potentiale for udvikling af et bæredygtigt lystfiskeri.

Det har senere vist sig at være en god og rigtig beslutning. Eksempelvis har samarbejdet i FZ-regi haft stor betydning for, at det i 2015 lykkedes at få indført en mere bæredygtig forvaltning af fiskeriet efter sydsjællandske brakvandsgedder, – herunder først og fremmest et forbud mod hjemtagning af brakvandgedder, der gælder alle former for fiskeri. Det bliver nu fulgt op af de sydsjællandske FZ-kommuner med såkaldte geddefabrikker, der skal forbedre brakvandsrovfiskenes gyde- og opvækstmuligheder. Vordingborg Kommune har netop igangsat det første af disse projekter, og der er flere i støbeskeen.

Med hensyn til henvisningen til Havørred Fyn, så kan man ikke lave den slags sammenligninger i forhold til blandt andet økonomi, som spørgsmålene bygger på. FZ har hentet masser af inspiration fra Havørred Fyn, og grundlæggende bygger de to projekter på det samme værdigrundlag med hensyn til de centrale forudsætninger for udviklingen af lystfiskeri og lystfiskerturisme, – nemlig foreningernes og lystfiskernes frivillige arbejde med vand- og fiskepleje, forbedringer af naturgrundlaget for store vilde fiskebestande i form af vandløbsforbedringer og bæredygtig forvaltning af fiskebestandene.

Men det er også to forskellige projekter, der har hver deres historie, organisation og økonomiske model. Havørred Fyn består af alle de 10 fynske kommuner, der har videreført det erhvervsprojekt, som Fyns Amt startede op for godt 25 år siden. Projektets budget er på ca. 4.2 mio. kroner om året, som kommunerne betaler til i forhold til indbyggertal. Odense Kommune bidrager med ca. 40 % af budgettet. Derudover afholder Odense Kommune udgifterne til projektledelse svarende til en halvtidsstilling samt udgifterne til sekretariatsopgaver. Disse udgifter indgår ikke i Havørred Fyns budget. 

Det er rigtigt, at størstedelen af budgettet i Havørred Fyn anvendes til opdræt og smoltudsætninger samt til vandløbsforbedringer. Men det er netop historisk betinget og kan ikke umiddelbart sammenlignes med økonomien i FZ, der arbejder på grundlag af en anden økonomisk model. I FZ betaler hver FZ-kommune et årligt medlemsbidrag på 150.000 kroner. Det giver et årligt budget på 1.8 mio. kroner. Derudover afholder den enkelte kommune selv udgifterne til vandløbsforbedringer mv. Udgifterne til vandløbsforbedringer mv. er således ikke en del af Fishing Zealands budget, men indgår derimod i de enkelte kommuners budgetter.

Til gengæld forpligter kommunerne sig – ved tilslutningen til FZ´s værdigrundlag – blandt andet til at arbejde aktivt for en god sø- og vandløbskvalitet med henblik på at forbedre gyde- og opvækstbetingelser. Det gælder både i forhold til vandkvalitet, vandføring, passage og fysisk variation. Det forventes således af FZ-kommunerne, at der skabes forbedret natur og miljøkvalitet i et antal søer og vandløb svarende til omfanget i vandplanerne, samt at der gennemføres yderligere tiltag, der forbedrer gydemulighederne for ørred, gedde eller aborre.

På samme måde afholder Havørred Fyn en historisk betinget meget betydelig del af udgifterne til smoltudsætningerne på Fyn. På Sjælland afholdes de tilsvarende udgifter til smoltudsætninger via Fiskeplejen. Samlet set bliver der imidlertid udsat stort set lige så mange smolt på Sjælland som på Fyn. Der er med andre ord ikke belæg for, at der samlet set anvendes færre midler til fiskepleje og vandløbsforbedringer i FZ end i Havørred Fyn, slutter de.

Hvad er din holdning til disse vigtige spørgsmål?  Tøv ikke med at give din mening til kende på Fisk & Fris facebook.

FZ og DSF har i forbindelse med, at disse spørgsmål og svar er lagt på nettet orienteret F&F om, at de ikke har ressourcer til at indgå i en længerevarende debat om FZ på diverse sociale medier. FZ og DSF henviser i stedet til, at der som led i evalueringen af Fishing Zealand vil blive afholdt et dialogmøde om FZ den 30. oktober 2017. Her vil repræsentanter fra alle sjællandske foreninger kunne deltage og give udtryk for deres synspunkter.

Denne artikel FISHING ZEALAND – HVORDAN BRUGES PENGENE? er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.