Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Havbars i hobetal

Brian Kristensen har oplevet et fantastisk fiskeri på den nordjyske vestkyst. Over 24 havbars blev det til og ligeså mange hornfisk, inden trætheden tvang ham hjem til at tage hjem. 15-07-08 – BRIAN KRISTENSEN fra Horsens har haft et forrygende fiskeri på den nordjyske vestkyst, hvor han før har fanget havbars. Men en julidag var lidt anderledes end de andre, for de mange rovfisk havde jagtet tobis ind på det lave vand og Brian Kristensen kunne derfor patruljere langs med kysten og spotte de store stimer.

Han var taget tidligt af sted i starten af juli måned for at fiske havbars. Trods en sløv start blev fiskeriet op ad formiddagen helt fantastisk. Han havde skiftet taktik og fiskede med pirk og makrelforfang. I andet kast var der to havbars med på land. Én på pirken og én på forfanget, men de var under kiloet, så de blev nænsomt genudsat, trods en rigtig godt fight. Han fandt hurtigt ud af, at fiskene stod tæt på bunden og at der ikke var noget at komme efter i mellemvandet. Efter noget tid ebbede huggene dog ud og han skiftede tilbage til blink, men inden da, var det blevet til en flot 1,2 kilos havbars og en enkelt havørred, der dog blev genudsat.

Når Brian Kristensen affisker kysten, leder han blandt andet efter strømskel, hvor der er godt med sten. Hans erfaring siger ham, at det er her havbarsene opholder sig, men det ville være dumt ikke at affiske de store stimer med tobis. Langs med kysten var der masser af stimer med tobis og hver gang en stime blev affisket, var de glubske hornfisk med helt inde under lang – flere gange med 6-7 stykker af gangen. Det var først når han fiskede længere ude i strømmen, gerne steder med stenbund, at havbarsen ville lege med.

Vinden var op ad formiddagen tiltagende og var begyndt at dreje mod vest, hvilket gav lidt mere røre i vandet. – Lige inden jeg ville vende tilbage til bilen, kom jeg til endnu et stykke med sten, fortæller Brian Kristensen til Fisk & Fri. – Her så stenene ud til at række godt 100 meter ud. Tæt på land var der de sædvanlige hornfisk, der overfaldt blinket, men så snart jeg kastede lidt længere ud, hvor strømmen var lidt kraftigere, blandede havbars sig i løjerne. Den ene gang efter den anden overfaldt stærke havbars blinket. Der var virkelig tale om seriøse hug, hvor det gjaldt om at holde fast i stangen. Huggene efterfulgtes af lange seje udløb, hvor bremsen virkelig kom på overarbejde. Der var primært tale om fisk på den rigtige side af kiloet og min PR fik nogle yderligere hak opad, kronet af en stærk fisk på knap 1,6 kilo og 53 centimeter, der nær havde rykket stangen ud af hænderne på mig i hugget, fortsætter Brian Kristensen.

– Jeg har før fanget mange havbars på vestkysten, men har dog aldrig oplevet noget lignende – Så snart der var stenbund var der havbars og ikke nok med det, der var tobiser overalt. I en periode på 3-4 timer havde jeg ikke 4-5 kast i træk uden at mærke fisk. Jeg stoppede med at tælle ved 23 havbars og lidt flere hornfisk. Derudover mistede jeg næsten lige så mange fisk. 4 havbars blev hjemtaget. Resten af fiskene er derude endnu, slutter Brian Kristensen.

Har du også oplevet godt sommerfiskeri, så send din historie og et par billeder til cs@fiskogfri.com.

Denne artikel Havbars i hobetal er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.