Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Havmøller skaber liv

DTU Aqua’s undersøgelses team i aktion ved Horns Rev Havmøllepark. Deres endelige rapport forventes færdig ved udgangen af 2010. Foto: DTU Aqua. 21.09.09 – MENS DANMARKS HAVMØLLEPARK Horns Rev 2 indvies, henter biologer fra DTU Aqua og firmaet Orbicon dugfrisk viden om, hvordan de allerede etablerede møller ved Horns Rev 1 har påvirket fiskelivet i området. Det kan man læse sig til på DTU Aqua’s hjemmeside. – Vi er på feltarbejde ved Horns Rev i disse uger for at undersøge, hvad der er af fisk i området i dag i forhold til, hvad der var inden parken blev etableret. Især er vi nysgerrige efter at se, hvad etableringen af de mange små stenrev omkring hver mølle har haft af betydning for fiskelivet, fortæller forsker Claus Stenberg, DTU Aqua.

Horns Rev Havmøllepark er en af verdens største vindmølleparker på havet. Den består af 80 vindmøller med en samlet produktionskapacitet på 160 MW

Foto: DTU Aqua.

Den første række fiskeundersøgelser ved Horns Rev blev foretaget i september 2001 og marts 2002, og nu bliver undersøgelserne gentaget i samarbejde med Orbicon, for at se om der er sket ændringer. Horns Rev ligger i Nordsøen ud for Esbjerg og består af 80 havvindmøller, som står med 550 meters afstand. Omkring hver mølle er der etableret en slags mini-stenrev, som biologerne vil have særligt fokus på, fortæller Claus Stenberg. – For at forhindre sandflugt og erosion omkring møllerne, lagde man, da man opførte hver mølle, et cirka 10 meter bredt bælte af store kampesten omkring hver mølle. Disse stenrev kan vise sig at være guf for fiskelivet, vurderer biologen. – Når man går fra sandbund til stenbund ændres livsbetingelserne for bl.a fiskene. Derfor forventer vi at finde andre fiskearter og muligvis også mere fiskeyngel, idet stenene giver bedre mulighed for at finde mad og skjul. Før havmølleparken fangede vi især hvilling, ising og rødspætter i området. Det er fisk, som typisk lever på sandbund. Denne gang finder vi også typiske revfisk, som fx havkarusser.

Du kan læse meget mere om undersøgelserne på DTU Aquas hjemmeside, og følge med i det videre forløb og de tilknyttede konklusioner. Den endelige rapport om havmølleparkens påvirkning af fiskelivet vil være klar ved udgangen af 2010.

Denne artikel Havmøller skaber liv er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.