Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Jacob Andersen med sin fantastisk smukke og lange 15,5 kilos gedde fra det midtjydske. Et stort tillykke fra Fisk & Fri. JACOB ANDERSEN er en glad mand: – Jeg har virkelig gjort en ihærdig indsats efter gedderne i slutningen af 08 og her i starten af 09, fortæller Jacob til Fisk & Fri. Grundlæggende har jeg fisket efter princippet STORE skaller fanger STORE gedder.

Dagen hvor det hele gik op i en højere enhed kom endelig en af de første dage i januar, hvor mig og min kammerat var draget ud på en af de store jyske søer i håbet om at få en af de store madammer op i båden. Det var dog ikke det mest optimale fiskeri, da topspottet jeg var blevet tippet om lå under isen længere inde mod land. Men – vi måtte jo få det bedste ud af det, når nu vi var kommet afsted. Så grejet blev pakket ud, og vi fik søsat nogle rigtigt gode skaller, som jeg havde skaffet dagen i forevejen. Alle skaller er over 300-400g.

Vi lagde ud med at dørge langs iskanten, så tæt på de undersøiske skrænter som overhovedet muligt. Efter ca. et par timers sejllads frem og tilbage langs iskanten fik vi nok og begav os tilbage i retning mod lavere vand i håb om at nogle fisk havde glemt at trække ud på dybere vand, som resten af deres artsfæller. Vi var dog ikke sejlet ret langt før der på den ene flådstang blev hevet line af hjulet, akkurat som et tackel der har sat sig i et solidt bundbid. Det kunne dog ikke rigtigt passe, da skallen fiskede langt over bunden… Men da der blev givet tilslag, var der hverken skalle eller gedde i den anden ende – øv.

Vi fik sat en ny skalle på trekrogene, og fik vendt skuden, så vi kunne forsøge det samme sted igen for at se, om det var en gedde, der var sulten. Det tog dog lidt tid og sejle i en stor bue uden om, så alle stænger kom til at fiske over stedet igen. Fremgangsmåden var som sidst; da vi sejlede ind over det samme sted. Men denne gang var det bare en af bundstængerne, der satte sig som et solidt bundbid, og bådens fart fik linen til at rulle af hjulet… Vi fattede ikke rigtigt noget, og troede igen at det måske var et bundbid. Der var nemlig ikke de karakteristiske nøk i stangtoppen, som normalt indikerer, at det er en fisk, som har taget skallen.

Men da jeg kort efter gav et solidt tilslag, kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget, som rørte sig i den anden ende. Sekundet efter fløj linen af hjulet i den modsatte retning af båden. Fisken tog hurtigt 20-30meter line, før jeg fik den vendt, og jeg kunne tydeligt mærke, at det var en rigtigt god fisk. Alt for god til at jeg ville miste den. Efter ca. 5-10 minutters fight under båden kom den endelig til syne i overfladen. F… hvor var den STOR. Aldrig havde jeg da set så stor en gedde. Normalt håndlander jeg mine gedder, men denne fisk ville jeg ikke risikere noget med, så nettet blev taget i brug.

Da gedden var klar til landing og skulle ind over netrammen, kunne vi så konstatere, at nettet var for lille. Den kunne simpelthen ikke komme ned i netrammen. I samme sekund satte den yderste trekrog sig i netkanten og uden tøven kastede jeg stangen fra mig i bunden af båden. Og med linen i den ene hånd fik jeg med et splitsekund den anden hånd ind under gællelåget og fik et solidt greb i gedden, så den ikke kunne vriste taklet fri af nettet. Jeg tænkte overhovedet ikke på, hvor trekrogene sad i geddens gab. Jeg måtte bare ikke miste den fisk. Men heldigvis sad to af trekrogene solidt plantet i modsatte side af mundvigen så jeg ikke fik smadret mine fingre. Da jeg skulle løfte den op i båden, kunne jeg knapt hive den over rælingen, og det kom til at ligne en anden big game landing, som man kender fra havfiskeri, hvor bugen af fisken slæber hen over rælingen af båden. Den var længere end bunden af båden på tværs. F… mand, den var langt over de 100 cm kunne jeg konstatere, idet gulvpladen i bunden af båden målte 110cm. Da jeg endelig fik den bugseret ind i vejeslyngen hoppede vægten op på hele 15,50 kilo! Så kunne det nok være, at der blev råbt et glædes skrig ud over søen, så samtlige mennesker i miles omkreds kunne høre, at der var et par tossede fyre, der var vanvittige nok til at tage ud at fiske i frostvejr. Der er nok ingen tvivl om at denne gedde bliver et af mine livs fangster, slutter Jacob, der fangede fisken på en stor gråskalle monteret med 3 trekroge i ryggen samt et stk smileblade foran. Fisken målte for øvrigt 127cm.

Denne artikel Kæmpegedde fra Midtjylland er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.