Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

BYT JULEGAVER
INDTIL 8. JANUAR

Nyheder

Fisk & Fri afholdt i fredags et godt og konstruktivt møde om mallens fremtid i Danmark.

Med til mødet, der blev afholdt på redaktionen i Hvidovre, var Miljø- og Fødevareministeriet, DSF, Danmarks Naturfredningsforening, DTU Aqua, Statens Naturhistoriske Museum, Fiskeringen, SU, Lystfiskeriforeningen – samt Sorø Lystfiskerforening. Mødet blev indledt med en kort introduktion til mallens historie i Danmark af Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum – og derefter bød programmet på en diskussion om potentielt positive og negative konsekvenser af en re-introduktion af maller i forskellige typer af vande og områder.

Sorø Lystfiskerforenings formand Peter Macholdt fortalte, at foreningen var meget interesseret i at starte malleudsætninger som et pilotprojekt i Sorø Søerne – og lagde vægt på, at det skulle gøres på den rette måde, så det er biologisk forsvarligt. Netop pointen med biologisk forsvarlige udsætninger var der bred enighed om – og vi vil her fra Fisk & Fri derfor – igen – benytte lejligheden til at opfordre alle – private samt foreninger – til at slå koldt vand i blodet med nye malleudsætninger, indtil der er lavet en samlet plan for, hvordan det gøres på den bedste måde. Præcis hvor vi løbende er i denne proces, vil du kunne følge med i på www.fiskogfri.dk og i Fisk & Fri.

Men hvad sker der så nu? P.t. arbejdes der på at få oprettet et samarbejdsudvalg, som sætter gang i processen med at udarbejde en projektbeskrivelse med udgangspunkt i IUCNs retningslinjer for arts-translokation. Herefter vil de forskellige interessenter vil tage stilling til en re-introduktion – samt deres endelige rolle i det fremtidige samarbejde omkring malleudsætninger i Danmark.

Generelt var der bred interesse for at undersøge mulighederne for at få mallerne tilbage til deres naturlige udbredelsesområde i Danmark – så længe det foregår på en biologisk forsvarlig måde – og mange af mødets deltagere var positive overfor, at denne proces tager udgangspunkt i et pilotprojekt på Sorøsøerne – og på den lange bane en re-introduktion af mallen i hele Suså systemet. På sigt er det oplagt også at kigge på øvrige Sjællandske systemer som fx Halleby Å/Tissø og Åmose Å, hvorfra der er adskillige kvartærzoologiske fund, der dokumenterer, at mallerne også har været naturligt forekommende samt almindelige her. Fyn og Sydøstjylland er ligeledes en del af mallernes naturlige udbredelsesområde, og som du har kunnet læse her, tyder meget på, at der også er stor interesse for malleudsætninger på Fyn.

Følg med i processen omkring re-introduktion af mallen til Danmark her på Fisk & Fri.

Denne artikel Maller i Danmark – møde på Fisk & Fri er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.