Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

BYT JULEGAVER
INDTIL 8. JANUAR

Nyheder

Klaus Brodersen Bog

Kaj Sand-Jensen, der er professor i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitet – har netop udgivet endnu en spændende bog som seneste det skud på stammen af værker om de ferske vande og den danske natur.

I bogen fortæller Kaj Sand-Jensen om sine personlige oplevelser og opdagelser i den danske natur fra drengetiden ved Limfjorden og Ryå i Nordjylland til nutiden ved Furesø og Grib Skov i Nordsjælland.

 

Fortællingen er krydret med studier af havgræsserne i Middelhavet og tørketålende arter på Ölands kalkklipper samt tilbageblik til dengang, naturen var næsten uudforsket på Carl von Linnés og Charles Darwins tid.

 

Kaj Sand-Jensen fortæller undervejs om fascinerende tilpasninger hos farvestrålende guldsmede og seksuelle kapløb hos vandkalve, hvor hunnerne udvikler furede rygge for bedre at kunne ryste uvelkomne hanner af. Vi får også fortællingen om det ekstreme miljø i dammene, som betyder, at arterne må kunne tåle temperaturstigninger på 15 grader og ti timers iltsvind hver eneste sommerdag.

 

Samtidig beretter forfatteren om det store naturtab i Danmark gennem de seneste 100-200 år, der har budt på afdansningsbal for brushøns og udryddelse af nøjsomme planter og smådyr i søerne, i skovene og i det lysåbne land.

Kaj Sand-Jensens glæde over den danske natur går hånd i hånd med forfatterens faglige afskrælning af den politiske opportunisme og de overgreb på naturen, som kendetegner disse år. Viden og indsigt indebærer ifølge Kaj Sand-Jensen en absolut oplysningspligt til landets borgere om de rette sammenhænge mellem naturens tilstand og menneskets forurening og ødelæggelse. Han dokumenterer i bogen det nærmest ufattelige tab af biodiversitet, som den danske natur har lidt gennem de seneste par århundreder.

 

Kaj Sand-Jensen peger samtidig på de seneste 10-20-års naturhistoriske mirakler – tilbagekomsten af havørnen, de springende laks i Skjern Å og rigdommen af nye planter i den genskabte Filsø.

»Hvor der er vilje og vedholdenhed, udfolder naturen atter sin styrke og kan komme tilbage i overflod. Så visionen er, at private fonde og staten, med fælles indsats, kan sikre naturoplevelserne for de kommende generationer«, siger Kaj Sand-Jensen.

 

Nysgerrig? Læs et uddrag her:

Fremtidshåbet for Danmarks natur kunne være, at ørredvandløbene blev skattede af alle fremfor forhadte. Og kysten – det vildeste vi har – ikke blev yderligere bebygget.

 

Ånden i åen

 

Ånden boede i de dybe huller i åen i gamle dage. Farligt var det, hvis man skulle passere over åen om vinteren, når den var dyb, bredfyldt og hvirvlende, og man havde vakt åndens vrede, hvad så end grunden kunne være.

Nu er ånden borte, fordi den ikke trivedes sammen med det mekaniske uvæsen, der sejler ned gennem åen én til flere gange om året, og skærer grøden bort.

Istedet flokkes nutidens lystfiskere i antal for at lokke de store ørreder op af hullerne. Det er en passion, de har, lystfiskerne. Man kan ikke sætte sig ind i, hvor dyb den er, med mindre man har fulgtes med én af dem, fra før solen står op, til efter den er gået ned på hans eller hendes tålmodige vandring langs åen.

At tage den store fangst er målet, men den egentlige lykke er den mentale tilstand, der opnås ved at vandre med fiskestangen i fred og ro en hel dag uden kontakt med den hektiske omverden, men i nær kontakt med åen og dens indvånere. Opleve odderen lege i vandet og se isfuglene drøne forbi som blå lyn. Måske se fuglen sidde på en gren ud over åen og lure på fangst af småørreder.

 

Ørreder fremfor orkidéer

 

Et par af mine jyske venner er inkarnerede lystfiskere. De forlader den skønne natur på Öland allerede efter fire dage midt i orkidéfloret for at køre tilbage til Jylland for at være på plads, når højsæsonen for havørredfiskeri begynder i de himmerlandske åer.

Når Danmark er lukket ned af vinteren, forlader de landet og bliver sat af fra en helikopter i mennesketomme egne på New Zealands sydø for at fiske ørred. Rygsækken er pakket med henblik på, at kødforsyningen skal dækkes af fangede fisk, for der skal være plads til fiskegrej, insektnet mod horder af sultne sandfluer og andre livsfornødenheder.

I sandhed er det en dyb passion, som gennem livet skifter fokus fra først mange fisk til siden store fisk for endelig mere og mere at dreje sig om at være ude i naturen med tid og lejlighed til at opleve og blive klogere på åens mysterier. Dog altid med drømmen om den store eller den særlige fisk som drivkraften.

Jeg har aldrig selv været der – altså inkarneret lystfisker. Tålmodigheden mangler. Som dreng kunne jeg godt sidde på bredden af Ryå med en bambusstang med prop og vente på ål i et par timer. Men det var sjovere at tatte dem fra båd i skumringen med en tæt samling orm (en tat), hvor man skulle liste dem indenbords, når de bed sig fast i ormeklumpen. Det var svært og udfordrende.

Jeg fangede nu mest ål på bundsnører, der blev sat ud i åen fra båd og skulle røgtes ved solopgang. Skete det for sent, var der risiko for, at ålene havde filtret snørene sammen og havde hængt sig. Ålene gik i rent vand for at slippe af med muddersmagen, inden de blev stegt. Sådan gik en sommer, da jeg var tolv år. Men siden har jeg ikke været på lystfiskeri en hel dag.

Men ønsket om alt godt for lystfiskerne. Det er fredelige og omgængelige folk med en afstressende hobby. Et råd til andre – lad være med at tirre dem ved at kalde deres vandløb forhadte, og husk at behandle vandløbene ordentligt. Sats hellere på at fortsætte arbejdet med at opnå bedre vandløb i fremtiden. Ellers lægger I jer ud med livsglæden og passionen hos et hundrede tusinde mennesker, og hvis de først får samlet sig, så udgør de en stor og værdig modstander. Det har vi set et eksempel på for nylig, da vandløbene uforsigtigt blev lagt for had.

Denne artikel Ny Bog: Mit liv med bondelandets natur – om et liv ved de ferske vande er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.