Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Kenneth Morville Jensen har haft lidt af en udsædvanelig P&T oplevelse og har sendt os denne beretning.

– Sammen med tre kollegaer havde jeg aftalt at vi skulle på den helt store P&T tur i Serritslev Fiskepark.

Jeg pakkede grejet ud og riggede fluestagen til med en flue som min kammerat Bo havde bundet. Jeg havde kun taget et par skaller på fluestagen før og havde ikke rigtig brugt den. Jeg er ikke helt skarp i at bruge den rigtigt, men i dag skulle det være. Bo havde tidligere nævnt at denne hjemmelavede flue kunne lokke alle fisk op fra dybet.

Mens jeg gør klar får Bo et hug på fluen og igen tænker jeg at det nok skal blive godt i dag. Efter et stykke tid vælger jeg at gå over til den bagerste sø. Jeg finder et sted hvor der er forholdsvis læ og begynder så at svinge stangen. Jeg får et godt kast ud og trækker stille og roligt ind. Imens tænker jeg at jeg lige kunne gå over at træde af på naturens vegne ved de omkringliggende træer. "Ej, jeg tager lige ét kast mere inden." Da fluen rammer vandet, kunne jeg alligevel ikke holde den mere, så jeg måtte lægge stangen i græsset og lade fluen ligge i vandet. "Det sker der nok ikke noget ved" tænkte jeg. Da jeg kommer tilbage kan jeg ikke se fluen. Jeg tager to forsigtige træk i linen og "HAPS!"… Der er bid!

Jeg pifter efter de andre, da jeg ikke har fået et net med over. Det viser sig så at Bo får bid lige da jeg pifter, så jeg ser Michael og Mads komme løbende over til mig. Jeg står og undrer mig gevaldigt da de kommer over til mig. Enten er det en ordentlig krabat jeg har kroget eller også har den sat sig fast i bunden. Bo kommer til et par minutter senere og siger "Giv den noget line at arbejde med". Jeg giver lidt line, men det hjælper ikke. Jeg begynder at gå op og ned langs breden for at få linen løs. Det hjælper heller ikke.

Pludselig giver det et ryk igen. Et meget underligt et af slagsen. Jeg fatter ikke hvad der foregår. Jeg kører lidt line ind og op fra dybet kommer der en… ja hold nu fast… en ål! "Hva hel….." lyder det fra de fleste af os. Den havde viklet sig helt ind i linen, men var helt rolig da den kom til overfladen. Da vi landede den, var jeg helt paf og der var ingen af os der havde hørt om noget lignende før. En ål på flue? Kan det være rigtigt? Vi går nu over til vores base og jeg får med meget besvær afkroget den. Nu skal den på vægten og der skal skydes nogle billeder af den dybt underlige fangst. Ålen målte 69 cm og vejede 650 gram.

Det var en underlig debutfangst på fluestagen og man må sige at Bo havde ret med hans hjemmelavede flue kunne lokke alle fisk op fra dybet, slutter Kenneth sin beretning.

Vi siger tak for historien og tillykke med den specielle fangst.

Denne artikel P&T fiskeri efter ål? er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.