Vi accepterer disse kort
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRA 49 kr.

FRI FRAGT
VED KØB OVER 500,-

14 DAGES
FULD RETURRET

Nyheder

Hvor er det bare skønt at sidde og lytte til naturens forskellige fugle. Jeg er taget et nyt sted hen i dag.  Der hvor jeg fik min nye pr i sidste uge på 2465 gram virker det nemlig lidt dødt, og så var der lige det her sted jeg har gået og kigget på…

Sådan starter Christian Willer sin flotte og maleriske fangstrapport til Fisk og Fri´s Predatorcup, som du her får i sin fulde længde:

Velvidende at jeg som skifteholdsleder har aftentur, og det sikkert bliver sent, ringede vækkeuret allerede kl.05:30. Og nu sidder jeg altså her ved et nyt hul og slapper af, til fuglenes fløjten og spættens insisterende hakken.

Da vandløbet ikke er særlig bredt og poolen ikke er særlig stor, fisker jeg med orm hjemme fra haven. De bliver fisket 20-25 centimeter oppe, på en tjavs monteret på en VMC Fast Grip str. 2, og med et 0,8 gram splithagl i bunden.

Der er ikke meget tegn på liv, og jeg har siddet fladt på jorden i en time nu. Jeg sidder altid ned for at skjule min tilstedeværelse. Jeg har nemlig opdaget at aborren kan være pænt sky.

Hov hvad var det? Et lille nap og et til… Jeg vælger at give modhug og mærker med det samme at det er bunden. Shit! Men hvad er nu det? Bunden bevæger sig. Der er sgu fisk på.

Og så starter fighten. Den trækker bare rundt som et godstog, og jeg forsøger at lægge pres på uden dog, at presse for meget. Jeg kan ane, at den har en fornuftig længde og tænker, at det er en fin fisk.

Nu går den over mod nogle udhængende grene og rødder, og jeg bliver nødt til at øge presset. Den skal ikke over og sidde fast. Den bliver løftet opad og kommer til overfladen.  Her lægger den sig på siden og søger ned igen. Hold da op hvor er den høj.

Nu ryster mine ben, og stemmen i mit hoved kommer frem og gentager igen og igen; Ikke hoppe af – bliv siddende på!

Det gør den, og glider til sidst ind over net rammen. Op og blive målt og vejet. Vægten stopper på fantastiske 2725 gram og målebåndet siger 49,5cm.

Jeg må indrømme at overvældelsen af denne fine fisk gør mine øjne våde, men jeg er ligeglad, for det er vel det ultimative som lystfisker. Når man kan overvældes til tårer af en drømmefisk.

Tillykke til Christian med den fantastiske fangst. Det er absolut ikke hverdagskost med aborrer over 2,7 kilo her i Danmark.

Husk at du kan læse alt om Predatorcuppen i Fisk og Fri hver måned, og følge med på nettet HER

Denne artikel PREDATORCUP: Pludseligt bevægede bunden sig! er oprindeligt publiceret på Fisk & Fri.